Konsulentopgaver
Her ser du min portfolio over konsulentopgaver inden for projektledelse og udvikling af faglige miljøer. Jeg har været med i en række forskellige projekter som kreativ sparringspartner og konsulent i naturfag, og dem kan du læse mere om på denne side. Jeg løser mange forskellige opgaver for skoler, kommuner og virksomheder, så tøv ikke med at kontakte mig, hvis du har brug for et kursus, kompetenceudvikling eller hjælp til at gennemføre et projekt.
Madkulturen
Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Visionen er ‘Bedre mad til alle’ – altså at gøre gode råvarer og opskrifter tilgængelige for alle uanset alder, baggrund og placering. Hos Madkulturen er jeg medudvikler af et undervisningsforløb til udskolingens naturfag. Det gælder både indhold i de enkelte lektioner, udvikling af fagtekster til materialet og udarbejdelse af story boards til animationer og videomateriale. Dette sker i samarbejde med Madkulturen, Fødevarestyrelsen og virksomheden KOST.
Naturkraft
Naturkraft er et oplevelsescenter ved Ringkøbing hvis formål er at sætte viden om naturen, klimaet og bæredygtighed i fokus. Gæsterne leger sig til læring og bliver inspirerede til bæredygtig adfærd gennem besøget. Naturkraft havde jeg en rolle i de sidste to år frem mod åbning. Jeg var en del af en gruppe, som udviklede udstillingen, og hvor jeg skrev tekster, udviklede billedmateriale i samarbejde med grafikere og var med til at udvikle et bæredygtighedsspil til brug i udstillingen. I tæt samarbejde…
… med en gartner udvalgte vi planter og formidlingsmateriale til parkens biotoper. En stor del af min opgave var at være med til at udvikle og afprøve formidlingsmateriale, dels til besøgende og dels til elever i grundskole og på gymnasierne.
Erhvervsrygsækken
Faaborg-Midtfyn Kommune kobler virkelighedens matematik og naturfag på skoleskemaet sammen gennem Erhvervsrygsækken. Her bruges lokale virksomheder i undervisningen og bidrager med autentiske problemstillinger til undervisningen. Samtidig inspireres unge til at overveje uddannelser indenfor områder, de måske ikke umiddelbart har tænkt på. De deltagende lærere i Erhvervsrygsækken udvikler fællesfaglige undervisnings-forløb til udskolingens naturfag. Min rolle er at inspirere lærerne og give dem sparring på det fællesfaglige samt at kvalificere og sammenskrive forløbene.
EnergiLeg
EnergiLeg beskæftiger sig med nytænkende formidling og interaktive uderum med emer som innovativ teknologi, energi og bæredygtighed.
Sammen med Energileg udvikler jeg interaktive installationer, som forener leg og læring. Børnene opfordres til at lege og lære undersøgende ved bl.a. at lave hypoteser og eksperimentere. EnergiLegs didaktiske grundlag har jeg været med til at udvikle og beskrevet i tæt samarbejde med EnergiLeg. Derudover udvikler jeg læringskoncepter…
… bestående af elevaktiviteter sat ind i sammenhængende undervisningsforløb. Alle forløb integrerer EnergiLegs innovative installationer samtidig med, at de lever op til Fælles Mål og helhedsorienterede læringsmæssige tilgange.
Den røde tråd i naturfag
En sammenhængende naturfagsundervisning har været fokus i Silkeborg Kommune, startende med et skolefællesskab. Jeg har været projektleder på projektet og arbejdet tæt sammen med kommunens naturfagskonsulent. Det treårige projekt er blevet til en handleplan for, hvordan en progression indenfor naturfagene kan udformes. Et tilsvarende forløb er sat i værk i Hedensted Kommune. Her er min rolle at sparre med kommunens naturfagskonsulent og medvirke til fagligt og fagdidaktisk løft af lærerne.
Krible Krable
Krible Krables vision er at børn bliver inspireret til at lære om naturen, lige meget om de bor i en by eller på landet. Målet er en undersøgende og nysgerrig tilgang, og til det har Krible Krable lavet materiale om Krible Krable-dyr og hvordan man kan undersøge dem. Jeg er faglig korrekturlæser på Krible Krables udgivelser og udvikler også nogle af materialerne til brug i natur/teknologi-undervisningen. Ved den årlige Mikroforskerkonkurrence sidder jeg i juryen og bedømmer…
… indskolingselevernes Mikroforsker-rapporter. Desuden sidder jeg i referencegruppen for Krible Krable-projektet, og hvor vi drøfter indsatser og fremtidige ansøgninger.
Almas Intelligente Have
Almas Intelligente Have er et udendørs læringsrum, som styrker fællesskab og eksperimenterende læring i et grønt og teknologisk byrum for alle borgere uanset alder. Haven rummer blandt andet en Vækstlyshule, udformet som en dome. Projektet er blevet til i samarbejde med PrimusMotor. I samarbejdet omkring Almas Intelligente Have er min rolle at inspirere lærerne til at udvikle forløb, som integrerer installationerne i haven. De sammenhængende forløb til indskoling, mellemtrin og udskoling, som udvikles, kvalificerer og sammenskriver jeg, så de efterfølgende kan bruges af andre skoler.
BGI-Akademiet
BGI Akademiet er en stor efterskole med 500 elever. Skolen har fokus på idræt og har mange spændende idrætsfaciliteter samt gode faciliteter i det hele taget. Projektet er blevet til i samarbejde med PrimusMotor. Min rolle på BGI-Akademiet er at være på projektleder på udvikling af undervisningsforløb til brug i grundskolen og gymnasier. Undervisningsforløbene er tværfaglige med fokus på naturfagene og idræt og sigter efter det fællesfaglige i grundskolen og naturvidenskabelige forløb i 1.g. I slutningen af forløbet vil min rolle være at sammenskrive og kvalificere forløbene, ligesom jeg løbende vil give sparring.
Engineer the future
Engineer the Future er en teknologisk alliance i Danmark. Den sætter danske teknologieksperter og ingeniører i spidsen og inspirerer børn og unge til at få teknologisk dannelse og mere viden inden for den teknologiske udvikling.
Min rolle i samarbejdet med Engineer The Future har været at udvikle deres didaktik, dels til lærerne og dels til deres tilknyttede eksperter. Derudover har jeg udviklet undervisningsmateriale i form af engineering-aktiviteter til naturfagene på mellemtrin og i udskolingen.
Plastindustrien
Plastindustrien er en brancheorganisation for danske plastvirksomheder og dens mission er at sikre plastvirksomheder i Danmark rammer som er optimale for succes. Det drejer sig blandt andet om at klæde dem på til den grønne omstilling.
I samarbejde med Plastindustrien har jeg udviklet et læringsspil, som fungerer som en quiz med dilemmaspørgsmål omkring brugen af plast. Jeg har udviklet og samlet undersøgelser og andre elevaktiviteter om plast i et undervisningsforløb målrettet udskolingens fællesfaglige undervisning og grundforløbet på gymnasierne.
Energihytten
Energihytten er en hytte ved Tønder med formidling, som skal gøre folk klogere på vindmøller, sol, vind, energi og bæredygtighed. Plancher informerer om grøn omstilling, vindmøller som naboer og meget mere.
I Vindtved har jeg været med til at udvikle formidlingen af energi, især vind, i tæt samspil med lokale ildsjæle, EnergiLeg, Videnomvind – og ikke mindst de lokale store vindmøller. Jeg har lavet tekst og grafikforslag til plancher og udvikling formidlingsmateriale til brug på skoler, som besøger energihytten.
Viden Om Vind
VidenOmVind har som mål at bidrage til, at opstilling af nye vindmøller i kommuner sker på et veloplyst grundlag med henblik på at fremme et godt naboskab til vindmøllerne. Formålet er at skabe en god dialog såvel lokalt som nationalt, blandt gennem udvikling af undervisningsmaterialer.
Jeg har udviklet undervisningsmateriale indenfor vind og vindenergi for Vindiskolen.dk. Min rolle har været at lave konkrete undervisningsaktiviteter målrettet natur/teknologi og udskolingens naturfag.
Kaskelot
Kaskelot er et tidsskrift udgivet af Biologiforbundet, som er målrettet lærere i biologi og natur/teknologi. Det består af aktuelle didaktiske og biologifaglige artikler samt undervisningsmateriale klar til brug. Medlemmer af Biologiforbundet får 5 udgaver af Kaskelot om året og temaerne spænder vidt inden for biologiens verden.
I 2021/22 har jeg haft rollen som redaktør for 8 udgaver: Insekter, Epigenetik, Tang, Sukker, Biodiversitetskrisen, Jubilæumsnummer, Laks og Fremtidens fødevarer. I den forbindelse har jeg stået for samarbejdet med forfattere og grafikerne samt det overordnede koordineringsarbejde og både faglig, sproglig og grafisk korrekturlæsning.